SAK Kunstbygning følger Corona-restriktionerne og holder lukket til og med 28. februar.

-------------------------------------------

 

 

Bare en ting

Udstillingen "Bare en ting" er skabt af Beth Mohr.

 

Beth MOhrOm udstillingen siger hun følgende:

Udstillingen ”Bare en ting” handler om erindringer i relation til tab og adskillelse, særligt med fokus på efterladte ting. En genstand, der har tilhørt et nærtstående menneske, mister en dimension når døden adskiller os. Genstanden står tilbage uden besjælingen fra den elskede – og er nu ”bare en ting”. Tilbage står erindringen. Et alsidigt kludetæppe der spænder fra hjerteskærende nærvær til fuldstændig tomhed.

 

 

Mere generelt om min kunst:
Erindringer er ikke blot hukommelse, men involverer en følelse af at rejse i tid. En begivenhed kan huskes ”til punkt og prikke” uden, at man derfor erindrer den. Erindring kræver indlevelse, genoplevelse og skaber identitet. Omdrejningspunktet i mit arbejde med kunsten er erindringer. Spontane erindringer og kollektive erindringer. Begge typer har indflydelse på hvordan vi forstår os selv og andre – familien, samfundet, verden....

Spontane erindringer er en genvej til vores fortid. De kommer uanmeldt og har ofte stærk evne til at påvirke os følelsesmæssigt. Spontane erindringer fremkaldes som regel af associationer i forbindelse med et sanseindtryk, hvor der er et overlap mellem den aktuelle situation og erindringen.

Kollektive erindringer er erindringer, som vi deler med et kulturelt fællesskab. De afspejles i et samfunds kultur og normer. Det er en slags fælles meltalt fortrængt erindringsstof, der ligger som geologiske lag under vores liv. Vi har fortrængt lagenes oprindelse og omdannet dem til værdier og normer.

Beth Mohr er uddannet på Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam i Arts & Design. Arbejder med maleri, collage, foto og installation. Debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2011.

 

Se virtuel rundvisning på SAKs Facebookside.

This page is powered by
CMSimple plugin: Tooltip and Modalbox © simpleSolutions